Islam på jysk

Produkt 10/13
 
Islam på jysk
Klik for større billede
100,00
199,00
Lager
Antal
Ønskeseddel

Her er historien om en helt almindelig mand, der kunne have været som dig eller mig. Men hans skæbn e og valg førte ham i en ganske usædvanlig retning.

Imam Abdul Wahid har gået en lang og bugtet vej. Engang var han Reino Arild Pedersen fra Rodskov, der sad i træet i hjemmets baghave og drømte sig langt væk. Nu er han imam på Nørrebro i København.

I denne meget aktuelle bog fortæller han uden omsvøb de gode og medrivende historier fra sit livs mange rejser til journalist Anders Rou Jensen og beskriver, hvorledes de mange strejftog til slut førte ham frem til islam. Abdul Wahid forklarer, hvordan et liv som rettroende muslim i hans øjne inkluderer rummelighed og tolerance, og han gør desuden rede for sin rolle i karikaturkrisen, sine overvejelser om sharia-lovgivningen og sit syn på islam i Danmark - nu og i fremtiden. En jyde er kommet til islam, og islam er kommet til Danmark, og alle må forholde sig til det.

Forfatter: Anders Rou Jensen

184 sider, paperback

Et uddrag af bogen nedenfor:

Natlig bøn
Efter samtalen på Munkestuen og udvekslingen af bogen holdt Reino og Abdullah kontakten mere ved lige. Der var jo altid ’Sneleoparden’, de kunne vende tilbage til. Men på et tidspunkt fik Reino et tilbud af Abdullah. Det drejede sig om en rejse ned gennem Sahara, hvor Reino jo havde været før. Nu var Abdullah på vej derned og kunne bruge en erfaren ledsager. Abdullah skulle på farten sammen med en nordmand, der oprindeligt hed Oscar, men som også var konverteret til islam og derfor nu kaldte sig Zeyd. Abdullah og Zeyd havde, sammen med en engelsk tredjemand, planlagt en spirituel mission. De skulle i Sahara-ørkenen besøge folkeslaget tuaregerne og ville forsøge at få et indblik i nogle af deres religiøse hemmeligheder. Reino tog imod tilbuddet. Det lød spændende med en tur ned gennem Sahara igen.
 
Men først måtte han gøre Abdullah opmærksom på én ting, nemlig at han ikke var muslim. Islam havde aldrig fænget ham. Han havde aldrig set det spirituelle element i denne religion. Abdullah slog det hen. Det var uden betydning for Sahara-ekspeditionen. Og med dette på plads drog Reino i første omgang til København, hvor han og de øvrige rejsedeltagere skulle foretage den videre forberedelse til langfarten.

Det var allerede den første nat i dette selskab, at Reino med ét blev revet ud af sin vante verden og sine gamle forestillinger. I mørket lød der et gennemtrængende og fremmedartet råb, og Reino, som ellers lå i sin sødeste søvn, var med det samme lysvågen. Hvad skete der? Hvorfor stod der en person i lejligheden og råbte – på et uforståeligt sprog – midt om natten? Hvad var det for et anfald, han havde fået? De andre måtte da gøre et eller andet, tænkte han. Men de andre greb ikke ind. De gjorde noget helt andet og meget uventet. De gik roligt ud på badeværelset og begyndte at vaske sig. Reino fik samlet sig en smule og spurgt, hvad det hele gik ud på. »Jamen«, lød svaret, »vi skal til at bede dagens første bøn. Og derfor er der én, der står op og kalder til bøn«.

Sammenhængen ramte Reino som et slag i ansigtet, og en voldsom flovhed skyllede op i ham. Tænk, at disse mennesker stod op på denne tid af døgnet, hvor man almindeligvis lå i sin bedste og dybeste søvn, for at vaske sig og bede til deres Gud. Hans egen magelighed sprang ham i øjnene og forekom direkte pinlig. Han var klar over, at også han selv havde et alvorligt mellemværende med Gud, men indså nu, at han stort set blot havde givet Gud af den tid, der blev tilovers. Når der var festet og spillet, drukket og røget, kunne der blive lidt tid, hvor Gud passende kunne klemmes ind. Måske et frikvarter eller to i køkkenhaven. Det var der stadig intensitet i, men der var for længe imellem. Der var ingen tvivl om, at han lod sig aflede for let, og han begyndte at forstå, at der var alt for meget i hans liv, som ikke drejede sig om Gud.

 

Reino tænkte videre, mens de muslimske venner gjorde klar til bønnen. Han tænkte, at når de kunne bede til deres Gud nu, og når han havde noget, han skulle have klaret med sin Gud, så var tidspunktet måske meget godt. »Må jeg være med? Må jeg også bede?«, spurgte han derfor de andre. Det kunne han bare gøre, lød svaret, og Abdullah viste ham, hvordan han lige skulle vaske sig først. Så begyndte Reino i den morgenmørke københavnerlejlighed at bede sammen med de muslimske venner. På gulvet efterlignede han deres bønnepraksis, og selv om bevægelserne var nye for ham, så fulgte hans henvendelse til Gud et velkendt spor: »Du ved, hvad mit behov er. Så giv mig nu et eller andet, jeg kan bruge. Du kan ikke bare blive ved med at lade mig stå her i vildrede. Du må give mig noget«.

Senere var det naturligt, at Reino og vennerne begyndte at tale om, hvad der var sket. Reino gjorde rede for sin spirituelle søgen, og vennerne lyttede og forsøgte at afdække, hvor han stod. Reino måtte atter engang formulere kernen i sin hidtidige overbevisning – at Gud fandtes, at der kun var én Gud, at al religion var vand fra samme kilde, og at Gud altid ville efterlade mennesket med et frit tilgængeligt religiøst værktøj. Dét var summen af hans erfaringer og overvejelser. Vennerne nikkede, så på hinanden, og så var det, Abdullah sagde til Reino: »Hvis det er det, du tror på, så er du muslim. For det, du lige har ridset op, er identisk med selve indgangsdøren til islam«.

Reino tog på stedet konstateringen til sig. Slet ikke med en ekstatisk fornemmelse af omsider at være frelst, men snarere som en lettelse. Det var jo gået helt naturligt til. Han havde stillet Gud et spørgsmål, og da Gud fandtes, var der også kommet svar. Så enkelt var det. Det, han havde ledt efter, havde hele tiden haft en form og et navn. Det var islam. Og værktøjet var Koranen. For islam var den eneste religion, hvor der fandtes et dokument, som sagdes at være Guds eget ord – åbenbaret i ord, nedfældet og bevaret i sin oprindelige form. For Reino havde jo altid troet på, at Gud havde sine profeter på Jorden. Buddha og Krishna kunne være sådanne profeter, og så var deres budskaber blot blevet forvansket gennem tiderne. Jesus var også en profet. Og Muhammed. Og hvis man troede på, at Muhammed var Guds profet, måtte man også tro på hans budskab om, at han viderebragte, hvad Gud i talte ord havde åbenbaret.
 [DL 09] 
Læs el. skriv anmeldelser: 0
 Skriv anmeldelse
Udskriv produktark

 
 
Vi anbefaler også:
 
 
Koranen for begyndere - CD del 30
Koranen for begyndere - CD del 30
70,00
 

 
Koranen for begyndere - DVD
Koranen for begyndere - DVD
70,00
 

 
 
     
 
 
Kunder der har købt dette produkt har også købt
 
 
Koran i dansk oversættelse Koran i dansk oversættelse

Dansk oversættelse af Koranen læs mere...

300,00
Muhammad i Biblen - Jesus i Koranen Muhammad i Biblen - Jesus i Koranen

lille paphæfte med 39 sider læs mere...

20,00
Koranen på dansk Koranen på dansk

Ny dansk Koranoversættelse læs mere...

150,00
Islam Guiden Islam Guiden

Denne bog kan gives til alle og enhver, om det er en god kollega, nabo, arbejdsgiver, ven eller bekendt eller… læs mere...

250,00
 
     

Din indkøbskurv er tom!

Aloe-træ

Aloe-træ

375,00
425,00